Pressen skrev:
"...en fin og oplysende gennemgang af ægteskabets juridiske og
økonomiske aspekter, så man undgår ubehagelige overraskelser og bedste
muligt sikrer den, man elsker."
- Sissel-Jo Gazan,
Femina
"Brit Elling har skrevet en praktisk anvendelig, overskuelig lille håndbog om de områder, der juridisk berøres ved ægteskab og ugift samboende."
- Bibliotekernes lektørudtalelse
Om bogen:
Når folk overvejer at gifte sig, er det nok hovedsageligt kærligheden og den mulige bordplan, de i første omgang har i tankerne. Men når man bliver gift, ændres ens retsstilling på en række forskellige områder.
Som Brit Elling beskriver i forordet til Vi skal giftes, har mange en fejlagtig opfattelse af, hvilke rettigheder og pligter der følger med det at indgå ægteskab. Juraen skal ikke overskygge kærligheden, men ved at sætte sig lidt ind i disse rettigheder og pligter, undgår man ubehagelige overraskelser under f.eks. skilsmisse eller dødsfald.
I Vi skal giftes gennemgås således alle de hovedområder, der bliver juridisk berørt ved indgåelse af ægteskab, såsom personbeskatningen, formuefællesskabet, den fælles forsørgerpligt og eventuelle pensionsordninger. For at gøre de juridiske regler så letforståelige som muligt er hvert kapitel delt op i to hoveddele, der hver især beskriver retstillingen som henholdsvis ægtefæller og ugift samlevende.
Bogen er ikke blot relevant for dem, der går med tanker om at blive gift, men også for dem, der bor sammen uden at være gift. Vær opmærksom på dine rettigheder og pligter, ikke blot for at sikre dig selv, men også for at sikre dem, du har kær.
+ En informativ gennemgang af ægteskabets a–å
+ Få styr på dine rettigheder og pligter
+ Nem oversigt over forskellene mellem ægteskab og ugift samliv
+ Gode tips til at sikre dig selv og dine kære bedst muligt
Brit Elling er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Hun blev advokat i 2001 og har siden 2002 været ansat hos advokatfirmaet Lund Elmer Sandager med speciale i familieret.